Gode rådKyst

Hvorfor overhovedet bruge en brochure eller flyer i en tid, hvor alle er online? Simpelthen fordi, de små tryksager kan noget andet.

Flyeren er god til at gøre opmærksom på en event eller tilbud på et nyt produkt. En let og hurtigt læst tryksag, som vækker opmærksomhed. Og den slags tjener sig typisk fint hjem. Det kan brochurer også gøre.

Med en god brochure kan du give mere information om din service, din event eller dit produkt en på en flyer. Du kan få lavet brochurer i mange størrelser og former – men det er vigtigt at tænke over både form og indhold.

Forbered en god brochure

Før du går i gang med at producere en brochure, skal du tænke over en række forhold:

  • Hvad er formålet med brochuren?
  • Hvem er modtager?
  • Hvordan kommer brochuren ud til kunderne?
  • Hvordan passer produkt/virksomhed med brochurens layout?

Her kan du se et eksempel på, hvordan du kan skrive en brochure. I eksemplet er der tale om den fiktive virksomhed ”Aktivitet”. Virksomheden arbejder med dialog og samtaleanalyse.

Kun punkterne Opmærksomhed, brødtekst og kontakt skal du have med. De øvrige kan du vælge at tage med i din brochure.

Opmærksomhed – wow sikke en forside

Her kan du skrive et slogan. Du kan også indsætte et billede.

  • Eksempel: ”Ud med sproget!” – og i en forklarende undertekst på forsiden kan du for eksempel skrive: “Få indsigt i hvordan du udrykker dig.”

Dit firmanavn “Aktivitet” og firmalogoet kan du placere nederst eller øverst på forsiden.

Formål – en catchy bagside

På brochurens bagside fortæller du om dens formål.

  • Eksempel: ”Et samarbejde med Aktivitet sikrer dig professionelle løsninger på dine sproglige udfordringer, inden du skal til vigtige møder, på kundebesøg, til forhandlinger, holde medarbejdersamtaler eller give et oplæg”.

Brødtekst – de forklarende midtersider

Her beskriver du selve virksomheden. Det vil sige at du fortæller om hvad virksomheden tilbyder og hvorfor kunden netop skal vælge din virksomhed. Oftest er der tale om selvstændige afsnit. Her kan billeder fint ledsage teksten.

  • Eksempel: ”Aktivitet er etableret i 2005 af XX og NN. Vi er begge uddannet inden for kommunikationstræning med interpersonel kommunikation som speciale. Det betyder, at vi ved, hvad der virker, når mennesker mødes. Det kan du få glæde af, fordi vi kan give dig konkrete løsninger på hvordan du bruger sproget til møder, samtaler, oplæg, salgsmøder og meget mere.”
  • Eksempel fortsat: ”Det er med sprog som med tøj. Det gælder om ikke at være klædt i smoking til en arbejdsweekend i børnehaven eller at møde op i netundertrøje til din fætters bryllup. Sproget skal også passe til situationen og dem du vil tale med. Når det er sagt, så er det vigtigt at vide, hvad du vil sige og gøre det klart og tydeligt. Det gør selv svære samtaler lettere. Og det fremmer produktionen og det gode arbejdsklima.Citater – midtersiderne

Citater øger troværdigheden

Citater fra forskellige personer understreger brochurens budskaber. Det forudsætter dog at dem, du citerer, anses for at være troværdige, og at historiens budskab er til at forstå.

  • Eksempel: ”Aktivitet hjalp os med at gøre vores møder langt bedre. Vi havde udfordringer med at give hinanden kritik. En skarp analyse fra Aktivitet viste os, hvad der skete, og hvordan vi kunne forvandle kritik til at udvikle os selv og virksomheden” Sagt af Arndt V. Frederiksen. Leder i Rådet.”

Kontakt – smart på bagsiden

Kunderne skal kunne få fat på dig. Bunden af bagsiden er et oplagt sted at placere navn, e-mail og telefonnummer.

 

Få flere gratis fif om den gode tekst.